Posted by 
Hvad er et participatorisk garanti system?
Denne tekst er ikke klar endnu, men den er lovet her og her, så den kommer nok snart 🙂
I mellemtiden er her en fra maskinen (som altid tages den slags med at gran salt) der giver en ide om hvad et participatorisk garanti system det er:
Participatorisk Garanti System: En Vej Mod Selvbestemmelse og Bæredygtighed
Participatoriske Garanti Systemer (PGS) repræsenterer en innovativ tilgang til kvalitetssikring inden for landbrugssektoren. Disse systemer, som defineret af IFOAM (International Federation of Organic Agriculture Movements), er lokaliserede kvalitetssikringssystemer, der certificerer producenter baseret på den aktive deltagelse af interessenter og bygger på tillid, sociale netværk og vidensudveksling.
I 1970’erne og 1980’erne blev PGS inspireret af de første-parts organisk certificeringssystemer. Disse systemer blev dog erstattet af tredjeparts certificering i løbet af 1990’erne i størstedelen af verden. Ikke desto mindre forblev PGS tilknyttet idealerne fra pionererne inden for økologisk landbrug, der så deres praksis som “ud over organisk” og havde en mere holistisk vision for bæredygtige fødevaresystemer end de visioner, der manifesteres i regeringsreguleringer.
De underliggende principper i PGS adskiller sig markant fra dem i ISO-etablerede tredjeparts certificeringssystemer. Først og fremmest er der ingen uafhængige inspektører, der intervenere på forskellige tidspunkter mellem produktion og forbrug. I stedet definerer alle involverede interessenter (producenter, forbrugere, teknikere og/eller andre relevante parter) fælles certificeringsstandarder og hjælper med at evaluere overholdelse.
Denne aktive deltagelse resulterer direkte i gennemsigtighed, da alle er opmærksomme på tillidsopbygningsprocessens resultater. De involverede parter skal konstant være opmærksomme på og deltage i gårdens præstation, beslutningstagning og etablering af standarder. Derudover er kvalitetssikring indrammet af lokal samfund og lokal kultur. Her defineres selvledelse som producentens ærlighed og respekt for natur, sundhed og forbrugere. Horizontalitet anses for at være en søjle, da alle interessenter deltager i beslutningstagning, udfører handlinger og tager ansvar for at vurdere kvaliteten af økologiske produkter og produktionsprocesser.
PGS er blevet stadigt mere populære, især siden 2004. I slutningen af 2014 var der registreret omkring 140 PGS i 55 lande. Latinamerikanske lande var de første til at udvikle sådanne systemer, selvom visse økonomisk udviklede lande også gjorde det. Latinamerika spillede en central rolle i udviklingen af PGS. Under de forskellige reguleringsordninger for økologisk produktion i Latinamerikanske lande blev PGS anerkendt som certificeringsværktøjer og blev tildelt samme status som tredjeparts certificeringsorganer.
PGS har potentiale til at give producenter og lokalsamfund større selvbestemmelse og selvkonstituering. Ved at inddrage alle interessenter i beslutningsprocessen og sikre lokal forankring af kvalitetssikringen kan PGS styrke samfundets engagement i bæredygtigt landbrug og fødevareproduktion.
I lande, hvor PGS ikke anerkendes som certificeringsværktøjer, kan dette have betydelige sociale og politiske konsekvenser. Økologiske producenter, der ikke opnår tredjeparts certificering, vil ikke blive officielt anerkendt og vil derfor stå over for store begrænsninger i deres forsøg på at udvikle deres virksomheder, hvad enten det drejer sig om markedsføring eller offentlig støtte til økologiske fødevareindkøbsprogrammer.
I betragtning af PGS’ potentiale til at fremme bæredygtighed og selvbestemmelse bør der gøres en indsats for at fremme og anerkende disse systemer på både nationalt og internationalt plan. Ved at tage sagen i egen hånd og benytte sig af gør-det-selv-mentaliteten kan producenter og samfund opnå større kontrol over deres fødevareproduktion og bidrage til en mere bæredygtig fremtid.
Se også disse artikler:
Cuéllar-Padilla, Mamen, and Ernesto Ganuza-Fernandez. 2018. “We Don’t Want to Be Officially Certified! Reasons and Implications of the Participatory Guarantee Systems” Sustainability 10, no. 4: 1142. https://doi.org/10.3390/su10041142
Cuéllar-Padilla, Mamen, Isabel Haro-Pérez, and Mirene Begiristain-Zubillaga. 2022. “Participatory Guarantee Systems: When People Want to Take Part” Sustainability 14, no. 6: 3325. https://doi.org/10.3390/su14063325:
Abstract: Participatory guarantee systems (PGSs) have emerged as a response to exclusion and intermediation processes involving third-party certification, which is currently the only guarantee system recognised by the European Union for organic food. Despite their unofficial recognition, PGSs are developing and generating shared frameworks of action. In this research, through three certification bodies (two public and one private) and eight PGSs in Spain, we investigate the similarities and differences between the procedures and tasks that both systems develop in order to generate trust in the decision-making structures involved and the responsibilities on which they are based. While the overall organisation of the systems is very similar, there are profound differences in their decision-making: their procedures and who participates in them. The differences we highlight lead us to argue that PGSs effectively solve the exclusion problems that third-party certification generates. Specifically, they offer lower costs and more accessible bureaucracy. They also generate and strengthen, through trust-building, the links and processes of local self-management and empowerment. However, developing PGSs demands much time and dedication, and their official regulation is complex, so it is difficult to predict that they will be widely adopted // Keywords: third-party certification; procedures; participatory governance systems; food system democratisation; alternative food networks
Til sidst, her er James Scott med indsigter fra bunden af: