Troen har vi fået for at bruge den

På albummet ‘Jeg er jo lige her’, i sangen ‘Tusind stykker’, synger Anne Linnet at troen har vi fået for at bruge den

Man siger jo, at det, der sker, er altid godt for noget
Og troen har vi fået for at bruge den
Men man si’r så meget, men ved så lidt, når angsten den tager fat
Og sjælen mærker illusioner briste

Den linje, denne stemning mellem følelse og tanke, kommer jeg tit tilbage til, selvom jeg ingen anelse har om Linnets tro på troen eller hendes måde at tro på. Men ideen om at ‘troen har vi fået for at bruge den’, den giver genklang. Hvilket jeg kommer tilbage til om et øjeblik.

Anledningen til denne lille tekst om tro, er at jeg i går aftes havde fornøjelsen at lytte til Rune Engelbreth Larsen (REL) i to timer på Egå Ungdoms-Højskole snakke om sin nye bog – Animisme – fra klippekunst til klimakrise – som angiveligt og forunderligt skulle være den første og eneste bog om det tema på dansk.

Meget kan siges om det tema og om RELs udlægning af det. Og meget langt hen ad vejen er jeg enig med hvad han siger, i høj grad fordi jeg selv er uddannet i filosofi og idehistorie og derfor vant til den slags historiefortællinger. (Mit bachelor projekt omhandlede udviklingen af informations teknologi og samspillet med evolution af bevidsthed og samfundet som så, fra klippekunst til kunstig intelligens).

Med andre ord, man kan sige at RELs greb om animismen er et traditionelt, sobert og standard humanistisk blik med en liberal smag af åbenhed og omfavnelse. Det skal tilføjes at udover hans åbenlyse retoriske talent og talegaver, så snakker han meget kompetent, informeret, og som lytter er man ikke tvivl om at han kan sit stof, helt ned til djævlen i detaljerne, metaforisk og bogstaveligt.

Men det er en anden snak, den om djævlen, for nu at bruge et af RELs retoriske greb: han gestikulerede skiftevis intellektuelt og ironisk-politisk til relaterede emner, han åbnede tangenter for fantasien, der tillod at forbinde animisme med andet relevant stof. Han er humoristisk, det bliver aldrig kedeligt. Salen fik et par små grin med i købet, der skabte sammenhørighed – og de to timer gik hurtigt. Måske for hurtigt, man kunne godt have tænkt sig lidt mere, lidt mere af kødet inde ved benet.

Troen har vi fået for at bruge den

Nå. Hvad jeg vil hen til, som nævnt ovenfor, er troen, og at troen har vi fået for at bruge den.

I RELs fortælling — som jeg tog den med mig, og genkalder her i min morgenkop — er troen sat på hovedet. Sat lidt på spidsen, og med lidt overdrivelse for at fremme forståelsen, og selvfølgelig baseret på min forståelse!, kan man sige at i hans fortælling er troen blevet til den religions-agtige måde hvorpå det ateistiske, moderne menneske ser på “de primitive” i forhistorien: de havde tro, de troede på ånder og dit og dat. En stærkere tro end den ateistiske skal man lede længe efter, tror jeg.

Min tro, det vil sige min forståelse af tro, er nok en lidt en anden. REL spurgte retorisk, for eksempel, om et animistisk folk (og igen, det er fra min hukommelse og i min udlægning af RELs ord og mening):

‘Tror de på at shamanen kan blive til en elg?’

Nej, det tror ikke på det. De ved det, for de har set det. Det er noget man ved i en animistisk kultur. Ligeså empirisk, som vand render nedad, grundet tyngdekraften. Således bliver troen til noget der bedre passer ind i det monoteistiske univers, det som senere transmogriffer og bliver ateisme og den hvide mands nye alter, hvorfra han kommer og dømmer levende og døde intellekter. Men det er en anden snak…

Hvad er så min tro om troen? Den handler ikke om at tro på at kunne blive elg. Der findes værktøjer til den slags – man kan danse, gå i trance ved hjælp af trommer, eller tage den nok bedst kendte vej, nemlig ved rituelt at indtage flora eller funga. Når man så først er blevet elg, eller på anden måde eller i anden skikkelse befinder sig i en parallel dimension – der hvor det ser ud som om, at man sover eller på anderledes maner virker lidt livløs, dømmende ud fra kroppens materielle tilstand – så er det at troen kommer i spil:

Troen har vi fået for at bruge den til at komme tilbage. Tro er for shamanen – så vidt jeg forstår den slags og har haft held til at lære lidt om det – bundet op med intentionen om at komme tilbage til denne verden, til kroppen og samfundet omkring en. Til sig selv. Sit eget.

Når vi hensatte os til trance med vores gode ven i regnskoven, gentog han altid sine fulde instruktioner:

Sæt din intention. Bevar koncentrationen og troen, stol på planten.

Mere var der ikke at sige om det. Med en smule poetisk licens kunne man sige: Din intention er dit fartøj, din koncentration er din drivkraft, og troen er det som får det hele til at hænge sammen og energien til at finde hjem igen. Troen om, troen på, at man kan slutte rejsen med sine fulde fem i behold med gode lektioner og energier samlet op undervejs.

At komme ud, det kan enhver, og det er nok det største problem forbundet med introduktion af psykotropiske substanser i kulturer, som ikke besidder de rituelle værktøjer – og troen – til at navigere parallelle dimensioner. Når du går gennem den dør til den anden side, så er det så dejligt at have sin tro med sig, troen på at alting passerer, og at man vil vende tilbage igen. Den tro er vigtig i de shamanistiske kulturer, som jeg har skiftet bekendtskab med.

Ingen ord kan fuldstændig beskrive de fænomener, man refererer til, eller den virkelighed man vil gribe om og viderekommunikere, og i dette tilfælde kommer “tro” til mig via spansk – fe – og det kristne leksikon, på godt og ondt, integreret i shamanens kultur. Men det korte af det lange er, så vidt jeg ved, at troen har vi fået for at bruge den, og det som vi kan bruge den til, er at komme tilbage til her og nu, til at samle os, til at tage os sammen og finde ro i denne dødelige tilstand, vi kender som menneskelig. Det tror jeg på.

Med hensyn til animismen generelt og skulle man have ønsker om at komme dybere ind i stoffet på læseplan, kan jeg varmt anbefale Chris Gosden’s ‘Magic: A History: From Alchemy to Witchcraft, from the Ice Age to the Present’ (2020), som sætter animisme og magi i konceptuel sammenhæng med videnskab og religion på en nyttig måde, der reflekterer Paul Feyerabend’s metode i ‘Philosophy of Nature’ (på tysk i 2009 som Naturphilosophie; på engelsk i 2016, baseret på fragmenter skrevet i 1970erne).

I disse værker er der, groft sagt, idehistorisk set tre forskellige, genkendelige neuro-arkitektoniske tilgange til virkeligheden i menneskets historie, som overlapper på mange måder og flyder ind og ud af hinanden, men som alligevel, velsagtens, er brugbare konceptuelle distinktioner for at skabe perspektiv og forståelse: (i) det animistiske; (ii) det religiøse/filosofiske, og (iii) det videnskabelige.

Det første (magi – altså animismens værktøj) er det forbundne, den direkte og umiddelbare deltagelse i universets energetiske mønstre, med mulighed for med vilje at skabe en forandring i disse mønstre; det andet (det religiøse og filosofiske) er det store og det hele, og her ligger nok troen, på/om at vi er alle en, og alt er sammen, intet er udenfor; mens det tredje, videnskab, så er det magiske formskifte, hvor man sætter sig uden for, tager afstand fra universet og betragter, evaluerer, og bedømmer med det videnskabelige blik.

Hvis vi kan lære at skifte form mellem disse tre former for tilgange til virkeligheden, hvis vi kan finde fred til acceptere dem som ligeværdige og hver for sig svagere end som helhed, hvis vi kan finde ud af at omfavne dem som komplementære, så kan vi nå langt. Det tror jeg,

Ja, der mangler nok noget på dansk om den slags, så hvis du vil snakke videre om det, med mig, så kom forbi, så sætter vi os om bålet og snakker. For troen har vi fået for at bruge den…

---

PS: Der blev fra publikum spurgt om brugen af “person” i definitionen af animisme som “Der er mange personer i verden, nogle af dem er mennesker”.

Kunne den evt. udskiftes med “entitet”, som er udbredt i både new age og psykedeliske undergrunds/sub-kulturer?

REL svarede at han foretrak personer, fordi det fremhævede det relationelle og satte det lidt i øjenhøjde med relationer mellem mennesker. Og det giver mening og værdi på et abstrakt plan. Et humanistisk plan. Men har man været “derovre på den anden side”, hvor der er nogle meget forunderlige væsener og ting og sager, så forekommer “person” mig måske lidt fjern. Den slags “enheder” vil jeg helst ikke have alt for meget med at gøre. De er for fremmede, for frygtelige. Men sådanne mennesker findes selvfølgelig også…